The mask

Idag så jeg et kæreste par diskutere på facebook. Jeg forstod ikke rigtig hvorfor jeg skulle inddrages i deres tillidsproblemer – men jeg læste det hele alligevel – jeg havde jo ikke noget at tage mig til og så siger man vel aldrig nej tak til at nyde andre folks nedtur, eller? Det er også lige meget. En ordentlig omgang følelsesporno det var det ihvertfald. Jeg ved ikke hvorfor jeg synes at det var så spændende og stadig så sindssygt at de vælger at dele det med mig og alle andre. Jeg ved jo selvfølgelig ikke hvad det handler om, i mit 17 årige lange skilsmissebarn-single-liv har jeg aldrig rigtig været vidne til noget lignende. Mine forældre blev skilt, da min mor var 2 måneder henne og derfor har jeg en ide om at et forhold skal gå i stykker før eller siden. Eller som jeg så fint selv siger det; Nothing lasts for ever (okay det sagde de i en film, men det sgu rigtigt nok) 

Okay, nu bliver det hele lige en tand for destruktivt. Det jeg mener er at, jeg aldrig har været i et forhold og jeg tror faktisk også at tanken om et rigtigt forhold skræmmer mig. Bare fordi man er i et forhold skal man tilsynladende blotte sig selv TOTALT for sin partner, sådan er det bare. Jeg har mange mærkelige hemmeligheder og nogle særheder som jeg kun vil dele med mig selv og nogle veninder. Jeg bliver sågar tit bekræftet i at jeg er en lidt skæv person og så har jeg en forfærdelig latterlig, mærkelig og kulsort humor, som jeg ikke er bange for at bruge i tide og utide.

Bliver jeg nogensinde klar til at ”blotte” mig, eller kan jeg gemme mig bag en maske forevigt? Jeg håber at jeg en dag ender i et forhold, hvor der er plads til mine særheder og hvor jeg kan blive afkræftet i min teori om et typisk forhold…

//Nanna V.